Søvilla Sejs-Svejbæk
Beliggenhed:
Villa Møller-Madsen ligger placeret ved bredden af Silkeborgsøerne i Sejs på en smal grund, som strækker sig på begge sider af Sejs Søvej. Selve boligen er placeret mod søen med et indbydende udkig, mens garage og anneks ligger i stigende terræn på den anden side af vejen med udsigt over hele grunden.
Boligen udnytter grundens terræn og ligger sig i niveau med vejen og strækker sig udover grundens terrænfald mod den rolige sø. Den langstrakte bygningskrop opnår dermed et svæv, mens den henvender sig mod søen. Bygningskroppens form og svæv understreges af en markering af bygningens fodaftryk på terrænet skarpt optrukket med en kantstillet stålprofil, som adskiller græs og sten under bygningen. Udformningen af boligen er sket som en iscenesættelse af kiggene mod søen fra første skridt ind i boligen. Kiggene til søen sættes i fokus og varieres gennem hele boligen, således at oplevelserne af boligen og dens udsigt ændres afhængigt af, hvor i bygningen man befinder sig.
Interiør:
Fra ankomsten til boligen fornemmes søen igennem den centrale entré, som skaber sammenhæng mellem rummene, samtidig med at det skaber en naturlig rumopdeling.
Planløsningen er åben med flydende overgange mellem rummene.
Fra entreen deler boligen sig omkring pejsen med de mere private funktioner mod øst og de åbne, fælles funktioner mod vest. Ganglinjen fra indgang igennem bolig og ud i haven understreges af belysningen og gulvplankernes liggeretning.
Der åbnes fra entreen op mod søen gennem alrummet og stuen, hvorfra der er adgang til en terrasse, der inviterer til stille morgener eller hyggelige aftener i idylliske omgivelser. Den centrale gang gennem huset giver adgang til den lange have.
Derudover er der direkte forbindelse til privat terrasse fra soveværelset.
De indvendige døre samt hoveddør er alle udført i egetræskonstruktion og står som høje markante elementer ført helt til loft, og sammen udgør de et roligt, solidt og markant komponent i bygningen.
Facaderne:
Bygningens facader er udformet i kulbrændte teglsten, som markerer sig i landskabet, idet hvert 3. skifte er fremtrukket. Teglstenene er stedvist ved vinduer ført forbi vinduesglassene. Facadernes udformning er udført således, at man ved den tætbeliggende Sejs Søvej sikres ugenerede forhold, mens facaderne åbnes op mod søen. Facadernes udformning er lavet med tanke på at danne et altid levende skyggespil i samhørighed med den omkringliggende natur.
Karakter:
Bygningen er mod vej introvert og mod sø ekstrovert, idet den er tilpasset til beboerne for at skabe ugenerede boligforhold.